Ferie og sygdom – kend dine rettigheder

Sommertid er lig med ferietid. Derfor vil vi også lave en kort nyhed til dig der skulle være så uheldig at blive syg op til eller under din ferie.

For der er en række rettigheder som er vigtige at kende til. Dem har vi samlet herunder, så du kan søge vejledning. Du har nemlig ret til erstatningsferie, hvis du er syg når din ferie begynder og du kan have ret til erstatningsferie, hvis du bliver ramt af sygdom under ferien. Husk at du altid velkommen til, at tage fat på din tillidsrepræsentant eller lokale 3F afdeling ved tvivl.

  1. Du skal sygemelde dig til din arbejdgiver efter de regler, der gælder her.
  2. Du kan nu vælge, at aflyse hele din ferie og holde den på et andet tidspunkt. (placering aftales med arbejdsgiver)
  3. Hvis du har valgt at aflyse din ferie, genoptager du arbejdet, når du melder dig rask igen.
  4. Det er vigtigt, at din erstatningsferie bliver afholdt i samme ferieafholdelsesår.
  5. Du behøver ikke indhente en lægeerklæring, medmindre din arbejdsgiver beder om det. Arbejdsgiveren skal i de tilfælde betale for den.

Jeg er blevet syg under min ferie.
Hvis du bliver syg under din ferie så er det vigtigt, at du melder dig syg med det samme. Også selvom du forventer det kun er en eller 2 dage. I tilfælde af, at du samlet når mere end 5 sygedage i et ferieår, så vil du have ret til erstatningsferie, for dagene udover 5 feriedage/sygedage.

  1. Du skal melde dig syg, første dag du er syg.
  2. Du skal selv fremskaffe dokumentation for at du er syg. Dette via en lægeerklæring. Gælder også hvis du er i udlandet.
  3. Når du har været syg i mere end 5 dage af din ferie, vil de efterfølgende sygedage blive om konverteret til erstatningsferie – til senere afholdelse.
  4. Hvis du bliver rask igen under din ferie, så skal du meddele det til din arbejdsgiver og fortælle om du ønsker, at holde den resterende del af din ferie eller afvikle den senere. Du har ikke krav på, at kunne placere din erstatningsferie i forlængelse af din oprindeligt planlagte ferie.
  5. Det er vigtigt at din erstatningsferie bliver afholdt i samme ferieafholdelsesår.

Der kan findes mere information om dine rettigheder via Borger.dk

Forlig med Falck om løn træk – 2023

I starten af 2023 blev en række af vores medlemmer trukket i løn, grundet nogle fejl på lønsedlerne i 2022. Her var der ved udbetaling af ekstravagter ikke sket en modregning i lønnen på lønsedlen som der skulle. I den forbindelse blev de pågældende medlemmer trukket i løn, i starten af 2023.

På den baggrund blev der rejst en række sager mod Falck, da vi mente at vores medlemmer ikke havde nogle forudsætninger for at kunne opdage fejlen på lønsedlen. Derfor mente vi også, at de pågældende reddere havde modtaget lønnen i god tro.

Efter nogle gode drøftelser med Falck, har vi nu indgået et forlig i sagen. Vi har identificeret 8 af vores medlemmer, der uretmæssigt var blevet trukket i lønnen. Disse 8 får med udgangen af maj måned tilbagebetalt det beløb de var trukket. Vi har sendt information til de af vores medlemmer det drejer sig om.

Samtidig har vi aftalt en ny procedure for løn træk med Falck. Fremover skal der ske information til den pågældende redder om et forestående løn træk, således den enkelte har mulighed for at gøre indsigelse mod det.

Vi er glade for at sagen nu er afsluttet til vores fordel.

Indsamling af ønsker til OK25

Med et år tilbage af vores nuværende overenskomst, er tiden nu kommet til at starte indsamling af ønsker til OK25. Du kan indsende dine ønsker på mange måder, men for at gøre det let for dig vil vi i Reddernes Landsklub gerne være tovholder på det.

Derfor har vi igen lavet en OK25 side, hvor du som medlem kan indsende dine ønsker til overenskomstforhandlingerne næste år. Du finder siden via linket herunder eller under fanen Reddernet øverst på siden.

Vi spiller en aktiv rolle i forhandlingerne af din overenskomst. Når ønskerne er samlet ind, så vil vi tematisere dem. Herefter nedsættes der en række arbejdsgrupper med tillidsvalgte fra hele Danmark, som så skal gennemgå og drøfte de mange ønsker.

Tak fordi du giver din mening til kende og indsender dine ønsker. Det har vi i høj grad brug for.

Lønstigninger i OK23 er nu fuldt ud implementeret

Efter at vi nu har passeret 1.3.2024, kan vi også konkludere at alle lønstigninger i OK23 er implementeret. Det vil med andre ord også sige, at de aftalte stigninger i OK23 er slået helt igennem nu.

Den 1.3.2024 er din grundløn steget med yderligere kr. 921,90. Dermed er din grundløn samlet set steget med kr. 1883,88. Hvis du er ambulancebehandlerelev, så vil du opleve følgende stigninger i din grundløn, der afhænger af hvilket praktikår du er i.

Er du i 1. praktikår, så stiger din grundløn med kr. 510,38
Er du i 2. praktikår, så stiger din grundløn med kr. 599,69
Er du i 3. praktikår, så stiger din grundløn med kr. 701,77
Er du i 4. praktikår, så stiger din grundløn med kr. 765,57

Den særlige opsparing stiger med 2% pr. 1.3.2024.

Den 1.6.2023 blev arbejdsgiverbidraget til vores arbejdsmarkedspension forhøjet fra 8% til 10%, mens vores eget blev justeret ned fra 4% til 2%.

Genetillægget er steget med yderligere 3,5% pr. 1.3.2024. Sidste år steg genetillæggene med 4,5%.

Du vil kunne se de nye lønstingninger på din næste lønseddel der kommer i slutningen af marts måned.

OK23 er langt om længe redigeret færdig og blevet udgivet

Efter et meget langt forløb, så er de færdigredigerede udgaver af OK23 nu udgivet. Derfor kan du også nu hente din overenskomst som elektronisk udgave her. Udgaven er sendt til tryk og skal kunne bestilles i den lokale 3F afdeling.

Vi har ved flere lejligheder presset på for at få overenskomsten færdig redigeret. Vi glæder os over at den er blevet færdig med lidt mere end et år til vi skal forhandle en ny sammen med 3F. Vi har også allerede meddelt både Falck og 3F, at der ved OK25 er behov for et hurtigere forløb med efterredigering.

Du kan hente de to overenskomster herunder. Bemærk der er en overenskomst for Falck i København og en overenskomst for Falck i Provinsen. Du kan som altid også finde overenskomster, landsdækkende lokalaftaler på reddernet.

OK23 - 3F - Falck Provins

Download

OK23 - CF - Falck København

Download

OK24 på det offentlige område

Lige nu er der fuld gang i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Derfor er FOA også en del af forhandlingerne for de offentligt ansatte ambulance- brand- og sygetransportreddere.

Dette følger vi naturligvis også tæt fordi der er et stort behov for, at resultaterne på de offentlige overenskomster kommer til, at følge de stærke resultater, der blev skabt af 3F på det private område ved OK23.

FOA har fremlagt deres krav og ønsker til OK24. Her er der en række punkter, som vi i den grad håber de lykkes med at få indført. 

Udover at der ønskes høje generelle lønstigninger, så er der også fokus på at få løftet vilkårene for eleverne på FOA-overenskomsten. Særligt glæder vi os over, at det er et krav at der skal indføres en pensionsordning til elever. Det er yderst problematisk, at elever ansat på den offentlige overenskomst ikke får pension af deres elevløn, da det netop er vigtigt, at få startet opsparingen så tidligt som muligt. Elever på de private 3F overenskomster kan potentielt få pension fra dag ét af deres uddannelse, hvorfor det er vigtigt at få udlignet denne forskel.

Vi håber også at det lykkes at få indført, at elevtiden skal tælle med ift. ancienniteten samt at der skal ydes fuld løn til igangværende elever, fra den måned de fylder 25 år. Vi har et stort ønske om at få genindført, at uddannelsen tæller med som anciennitet til vores elever på de private overenskomster. Der er i høj grad behov for at vi får løftet niveauet for alle eleverne igen.

Vi bider også mærke i, at der er et ønske om at få ændret vilkårene for pensionen, så det fremover skal være alle løndele, der indgår i pensionsberegningen. Denne forskel vil også være rigtig god at få udlignet, så det er alle løndele der skal regnes pension af.

Sidst men ikke mindst lægges der op til, at der indføres en bedre beskyttelse på den maksimale arbejdstid for døgnvagter. Som det er i dag, er det udelukkende færdselslovens bestemmelser omkring træthed, der beskytter de offentlige ansattes døgnvagter. Her håber vi der bliver sat skrappere grænser og muligheder, svarende til de døgnvagtsbestemmelser, der er på de private overenskomster. 

Vi vil gerne fra RL’s side sende vores opbakning til, at der kæmpes for et stærkt resultat ved OK24. Vi håber samtidig, at alle kolleger viser deres opbakning, via et medlemskab i deres overenskomstbærende fagforening på det offentlige område. Det er afgørende at vi bruger overenskomstforhandlingerne til at sigte mod endnu bedre forhold, samt at få udlignet mange af de forskelle der er.

Du kan finde FOA’s generelle og specifikke krav her

Forlig med Falck omkring særlig opsparing

Den 30. juni 2023 modtog du, som Falck ansat, et brev i din e-Boks vedr. særlig opsparing. Her har Falck orienteret omkring, at de pr. 1.9.2023 ville ændre praksis omkring den særlige opsparing. Hidtil har der været indbetalt til særlig opsparing for den løn du har modtaget alle årets 12 måneder, inklusiv den løn du modtager når du holder ferie. Du har i dag modtaget et nyt brev med en ændring til den oprindelige skrivelse. Dette på baggrund af indsigelse fra RL m.fl.

I overenskomsterne står det beskrevet, at særlig opsparing skal indbetales for den ferieberettige løn. Derfor mener Falck det er en fejl, at de indtil nu har indbetalt særlig opsparing for den løn vi har modtaget under ferieafvikling. Vi har været i en god dialog med Falck omkring dette i hele forløbet, både før og efter udsendelsen af den oprindelige skrivelse.

Vi har påberåbt os mulighed for, at undersøge sagen nærmere, hvorfor vi fremsendte en henvendelse til Falck den 29. august. Vi mener i RL, at der er givet forkert opsigelsesvarsel på den kutyme som der er opstået. Vi anerkender dog, at den praksis der har været udført indtil nu, er i strid med overenskomsten. Dette grundet, at der ikke skal indbetales særlig opsparing af den løn vi modtager under ferieafvikling. Vi mener dog ikke, at Falck kan opsige denne kutyme med mindre end 3 måneders varsel. Derfor har vi sammen med Landsklubben for HK ansatte, fysioterapeuter- og ergoterapeuterne gjort indsigelse overfor Falck.

På baggrund af gode drøftelser er vi nået til enighed med Falck omkring, at de i stedet opsiger kutymen med 3 måneder frem for de oprindelige 2 måneder. Det har betydning for alle de, som har afholdt ferie i september måned. Her vil de forsat modtage særlig opsparing af den løn, der er modtaget under ferieafvikling. Således vil der først ske ny praksis fra den 1. oktober 2023 og frem.

Vi har fået hele sagen vurderet juridisk ad flere omgange. Her er der enighed om at kutymen er overenskomststridig. Derfor kan den opsiges med passende varsel. Vi mener i RL, at et passende varsel er samme varsel som der skal gives ved opsigelse af lokalaftaler. Derfor har vi ønsket at beskytte denne bestemmelse ved at rejse sagen.

Vi er glade for at der er fundet en løsning på dette og at vi har kunnet arbejde rigtig godt sammen på tværs af de respektive organisationer, der er repræsenteret i Falck.

Gik du glip af vores webinar om seniorordningen – se det her

Vi har afholdt 2 webinarer omkring seniorordningen her i oktober måned. Hvis du vil gøre brug af seniorordningen for 2024, så skal du nå at tilmelde dig inden 1. november i år. Hvis ikke du var deltager på webinaret, så kan du altid tilgå det via vores hjemmeside. Del der gerne med dine kolleger, som også kan have interesse i det.

Din lokale tillidsrepræsentant og vi i Reddernes Landsklub hjælper gerne til med at få udfyldt skemaet. Du kan se webinaret via siden herunder. Du skal være logget ind som medlem for at se det.

Ny hjemmeside til kompetencefonden

Hvis ikke du allerede har set det, så er der kommet en ny og opdateret hjemmeside for vores kompetencefond. Hjemmesiden har forsat adresse på dinfond.dk

Igennem noget tid har hjemmesiden dog været ude af drift. Derfor er det også glædeligt at der nu er en ny og forbedret version. På selve hjemmesiden kan du nu se en nærmere beskrivelse af retningslinjerne for fonden, ligesom der er lavet en FAQ om diverse spørgsmål.

På redderområdet er det særlige, at vi har vores egen fond. VI er således ikke omfattet af HTSK-fonden, som er hele transportområdets uddannelses- og kompetencefond. Falck indbetaler hvert år et beløb pr. medarbejder til fonden. På nuværende tidspunkt udgør beløbet 780,00 kr. pr år.

Kig forbi hjemmesiden for at se, hvordan du kan søge støtte til uddannelse.

Ferie med løn eller feriegodtgørelse

Snart begynder et nyt ferieår og dermed er der også mulighed for at meddele sin arbejdsgiver, hvis man ønsker feriegodtgørelse for det kommende ferieår, fremfor ferie med løn. Dette gælder dog ikke for reddere ansat under Falcks overenskomster. For reddere der er på overenskomsten i det tidligere Responce område og i PreMed, så er muligheden der – men er det en god idé eller ej? Det afhænger meget af om du ved, at du kommer til at arbejde meget over og have mange overtidsvagter.

Ifølge ferielovens §16 stk. 3, så kan en lønmodtager før et ferieårs start afstå fra at få ferie med løn og ferietillæg og i stedet modtage en feriegodtgørelse på 12% af lønindtægten. Her indbetales pengene så til feriekonto. Når lønmodtageren afholder ferie, vil der ske efterfølgende løntræk og derefter udbetaling fra feriekonto. Dette kan muligvis være fordelagtigt for dig, der har rigtig meget overarbejde og mange ekstravagter. Vi har lavet nogle eksempler på forskellene nedenfor. Du skal være logget ind for at se dem.

I Reddernes Landsklub vil vi altid anbefale dig, at du fastholder ferie med løn, da dette er den sikreste løsning for dig som lønmodtager. Hvis du derimod er sikker på at du kommer til at have meget overarbejde og en forøget indkomst fra den samme arbejdsgiver, så kan der være en økonomisk fordel ved at vælge feriegodtgørelse. Men det forudsætter at du med sikkerhed kommer til at have en stor mængde ekstra arbejde.

I overenskomsterne for Falck i provinsen og CF området er det beskrevet, at ferielovens §16 stk. 3 ikke finder anvendelse, hvorfor en redder inden ferieårets start ikke kan anmode om feriegodtgørelse frem for ferie med løn. Ferieloven giver mulighed for at overenskomster gan fravige visse bestemmelser i overenskomsterne. Reddere der er ansat i det tidligere Responce område og på PreMed overenskomsten kan dog godt anmode om feriegodtgørelse, fremfor ferie med løn.

Herunder kan du se eksempler på om det kan være fordelagtigt for dig.

Hvis du ønsker at overgå til feriegodtgørelse og feriekort, skal du inden den 1.9.23 give skriftlig besked til din arbejdegiver. Dit valg er bindende for den kommende ferieår.

Her kan du se to eksempler på ferielønninger. Der kan være en økonomisk gevinst ved at overgå til feriegodtgørelse på de 12%.

Dette indhold er forbeholdt vores medlemmer. Venligst log ind for at se indholdet.

Læs mere om medlemsforbeholdt materiale på redder.dk.