Forlig indgået på redderoverenskomsterne

Forlig indgået. Efter 31 timers forhandlinger på redderoverenskomsten for Falck i provinsen og for CF, er det lykkedes at finde frem til et forlig. 

Forhandlingsudvalget startede forhandlingerne mandag kl 10 og afsluttede her til eftermiddag kl 17:00.

Nu ser vi frem til at få drøftet forliget i nær fremtid. 

Som det var aftalt i 2023 så vil tillidsrepræsentanterne nu blive indkaldt af 3F til møde om OK-forhandlingerne. Falck har forpligtet sig til at give frihed med løn til infomøderne for tillidsrepræsentanter. Dette holdes allerede på fredag. Vi vil inden længe udsende information til tillidsrepræsentanterne om det.

Torsdag forhandles der for PreMed i Dansk Erhverv. 

Vi kommer i den kommende tid til at lave en masse informationsmateriale omkring det netop indgåede forlig.

Forhandlingerne på redderområdet starter mandag formiddag.

Forhandlingsudvalgene er indkaldt til forhandlinger i Dansk Erhverv i morgen, hvor overenskomsterne for Falck i Provins, Falck København skal forhandles. Forhandlingerne vil foregå mellem 3F/CF samt Dansk Erhverv og arbejdsgiverne.

Vi har i bestyrelsen i Reddernes Landsklub drøftet de netop indgåede forlig på Fællesoverenskomsten og ATL overenskomsten mellem 3F og Dansk Industri. Vi er klar til at deltage i forhandlingerne og er forberedt. Vi er klar til at gå efter et godt resulat sammen med 3F og hele forhandlingsudvalget. 

Udvalgene er indkaldt til kl 10:00 i Dansk Erhverv.

Gik du glip af vores webinar om OK25 – Se det her

Fik du ikke set vores webinar live i mandags, så har du nu mulighed for at se det her på siden. Som en del af optakten til OK25 forhandlingerne ,så afviklede formand Stefan Fyhn et webinar. Det har en varighed på 38 minutter, og ligger nu som video herunder.

I webinaret kan du bl.a. høre om:

  • Status på overenskomstforhandlingerne lige nu
  • Vigtigt indhold fra industriforliget, som også har betydning for os.
  • De forventede lønstigninger til elever
  • En opdatering fra fællesoverenskomsten på normallønsområdet
  • Specifikt fra redderområdet
  • Hvad sker der når forhandlingerne er afsluttet?
  • Hvad sker der hvis der opstår en konflikt?

Webinaret er forbeholdt for medlemmer af RL, derfor skal du logge ind for at se det. Hvis du har problemer med at logge ind, så kan du forsøge at nulstille din adgangskode via Login boksen.

Webinar om OK25 – mandag 17.2

Der er indgået forlig på industriområdet og meget snart kan der være landet et forlig på fællesoverenskomsten. Det har alt sammen en stor betydning for de kommende overenskomstforhandlinger på vores område.

Derfor inviterer vi dig som medlem til et Webinar, der omhandler OK25 og de tendenser der nu ses i gennembrudsforliget. Vi gennemgår hovedlinjerne fra industriforliget og fortæller om den kommende proces med OK25 på redderområdet.

Deltag i webinaret, hvis du gerne vil vide lidt mere om hvilke forventninger der er til OK25.

Webinaret er kun for medlemmer.

Du kan ikke længere tilmelde dig via hjemmesiden her, men ønsker du at nå med til webinaret kl. 13:00, så send en mail til sekretariat@redder.dk

Indsamling af ønsker til OK25

Med et år tilbage af vores nuværende overenskomst, er tiden nu kommet til at starte indsamling af ønsker til OK25. Du kan indsende dine ønsker på mange måder, men for at gøre det let for dig vil vi i Reddernes Landsklub gerne være tovholder på det.

Derfor har vi igen lavet en OK25 side, hvor du som medlem kan indsende dine ønsker til overenskomstforhandlingerne næste år. Du finder siden via linket herunder eller under fanen Reddernet øverst på siden.

Vi spiller en aktiv rolle i forhandlingerne af din overenskomst. Når ønskerne er samlet ind, så vil vi tematisere dem. Herefter nedsættes der en række arbejdsgrupper med tillidsvalgte fra hele Danmark, som så skal gennemgå og drøfte de mange ønsker.

Tak fordi du giver din mening til kende og indsender dine ønsker. Det har vi i høj grad brug for.