Kom med til demonstration på onsdag

På onsdag den 13.11 vil 3F og vi gerne afholde en demonstration ved Christiansborg, i forbindelse med at Erik Schack har fået foretræde for beskæftigelsesudvalget. Vi har brug for at så mange som muligt viser deres opbakning i denne sag, da det er et vigtigt område at få fokus på. Alle kan deltage uanset ansættelsessted.

Demonstrationen finder sted:
Onsdag den 13.11
Kl. 13:00 – 14:30
Sted: Christiansborg, København

(Endeligt sted for demonstrationen meldes ud så snart der anvises en lokation)

Kort om baggrunden for demonstrationen:
Den 4. august 2014 var Erik Schack en af de første ambulancereddere, der deltog i en redningsaktion på Strandby Havn. Ved ulykken omkom to fiskere i et lastrum samtidig med at en 3. person blev svært hjerneskadet af de dampe, som de fordærvede fisk havde udløst. (han har fået tilkendt erstatning efter arbejdsskadeslovgivningen.)

I forlængelse af redningsaktionen fik Erik Schack en blodprop i hjernen, og han var efterfølgende i koma i 19 dage. Siden er fulgt en stribe operationer. I dag er han hjerneskadet, halvsides lammet og er plaget af daglige smerter.

Den 13. september 2021 afgjorde Vestre Landsret, at de skader som Erik havde pådraget sig skulle anerkendes som en arbejdsskade, som følge af de påvirkninger han blev udsat for ved redningsaktionen.

Sagen er desværre blot den, at Erik endnu ikke har modtaget nogen erstatning fra TRYG, der var forsikringsansvarlig for Falck Danmark i den periode hvor skaden opstod. Senest har TRYG nu stævnet Ankestyrelsen, da de mener at sagen ikke er afgjort på et korrekt og oplyst grundlag.

Det her er en sag der har tiltrukket sig meget opmærksomhed, i særdeleshed blandt reddere og beredskabspersonale. Særligt fordi der er en frygt for at de kan ende i samme situation som Erik.

Derfor er håbet nu, at der kan laves ordentlig lovgivning på arbejdsskadesområdet, og sikre den enkelte som udsættes for ulykke i arbejdets medfør får en ordentlig og fair behandling. Sagen her viser noget skal gøres.

Et af formålene med at Erik Schack og hans 3F afdelingsformand Per Kjeldsen nu har fået foretræde er, at de ønsker at sætte særligt fokus på vores faggruppe. Her kan du se et af de emner de skal drøfte med beskæftigelsesudvalget:

I forlængelse af denne sag, vil vi yderlige løfte problemstillingen om hvordan vi beskytter dem som beskytter og hjælper borgere i det daglige. Sagen som vi bruger til at belyse den første problemstillingen om lange sagsbehandling i Arbejdsskadessystemer, drejer det sig om en ambulanceredder, som er i tjeneste og ude for at redde liv, som så bøder med sit egne helbred og i dag erklæret helt uden arbejdsevne og afhængigt af andre. Hvordan beskytter vi dem, som noget også kalder hverdagens helte. Krigsveteraner har særlovgivning hvilket er positivt. Så hermed et ønske om at belyse andre grupper som burde have særlovgivning. Der burde som minimum være omvendt bevisbyrde i sager hvor redningspersonel er involveret.”

Erik Schack kæmper ikke kun denne sag for sig selv. Han kæmper også for at vi alle kan få bedre sikkerhed og vilkår i fremtiden. Derfor skylder vi ham alt mulig opbakning.

Vi håber du vil deltage på onsdag.

Ny kampagne – Er det mig næste gang?

I 2014 kom Falckredder Erik Schack til skade, i forbindelse med en redningsaktion på Strandby Havn. Her mere end 10 år senere, har han stadig ikke modtaget sin erstatning. Det der skete for Erik dengang på havnen, kunne lige så godt være sket for alle os andre.

Vi havde alle gjort det samme.

Det vil vi gerne sætte fokus på med denne nye kampagne – derfor vi har brug for din hjælp.

Vi vil med denne kampagne sætte fokus på, at ingen skal udsættes for det Erik Schack er blevet. Vi går på arbejde for at hjælpe og redde andre mennesker. På den måde vil vi også selv blive udsat for farlige miljøer, der i sidste ende kan medføre, at vi kommer til skade eller  bliver syge.

Vi skal vide, at der er et sikkerhedsnet der griber os.

Herunder kan du hente vores plakat om kampagnen.

Plakat - Kampagne

Download

Medarbejderundersøgelse i Falck

I dag åbner den årlige globale medarbejdersundersøgelse i Falck. For Reddernes Landsklub er undersøgelsen et vigtigt værktøj i bestræbelserne på at skabe den bedst mulige arbejdsplads.

Reddernes Landsklub er repræsenteret i en række samarbejdsudvalg i Danmark, hvor vi i høj grad bruger alle kollegaers besvarelser som arbejderedskab. Derfor er det af afgørende betydning, at så mange som overhovedet muligt deltager og besvarer den.

Kun ved at deltage og give sin mening til kende, kan man være med til forme vores fælles arbejdsplads. Undersøgelsens resultater bliver gennemgået og behandlet ude på de enkelte samarbejdsudvalg i områderne, men også i Falck A/S bestyrelsen, hvor vi også er repræsenteret.

Vi håber derfor du vil besvare undersøgelsen, der er åben fra den. 24.9 og 3 uger frem. Du modtager som Falck-ansat et link til undersøgelsen via din e-mail adresse. Der desuden vil blive opsat plakater med QR koder som kan bruges til at besvare undersøgelsen.

Derudover vil du på bagsiden af næste nummer af Redderen, kunne scanne en QR-kode og deltage i undersøgelsen derfra.

Ny fællestillidsrepræsentant i Assistance Vestdanmark

I forbindelse med at nuværende fællestillidsrepræsentant Frank Laugesen har planlagt, at gå på pension i foråret 2025, har gruppen af tillidsrepræsentanter i Vestdanmark indstillet Martin Michel Hansen som ny FTR, til at afløse Frank. Martin er i dag områdetillidsrepræsentant i Assistance, med ansættelse i Århus. Han kommer desuden med en baggrund fra den liggende sygetransport og er uddannet brandmand.

I Reddernes Landsklub har vi haft et ønske, om at sikre en smidig overdragelse mellem den afgående og tiltrædende fællestillidsrepræsentant. Samtidig har vi haft et ønske om, at det er tillidsrepræsentanterne der har foretaget valget iblandt sig, da vi mener det er den rigtige måde at finde en fællestillidsrepræsentant på. Vi skal i RL forsat indstille fællestillidsrepræsentanten til jf. overenskomstens ordlyd, men vi ønsker at den indstilling sker via et valg blandt tillidsrepræsentanterne.

Mandag den 9. september mødtes gruppen af tillidsrepræsentanter fra Vestdanmark og valgte Martin Michel Hansen som ny fremtidig fællestillidsrepræsentant. Dette muliggør nu, at Frank og Martin vil kunne lave en løbende overdragelse frem mod foråret 2025.

Vi vil gerne sige stort tillykke med valget til Martin Michel Hansen. Vi ser frem til, at han indtræder som medlem i bestyrelsen i RL. I samme omgang vil vi snarest skulle i gang med, at finde en ny områdetillidsrepræsentant for det område, hvor Martin i dag er valgt.

Falck vinder udbud i Region Syddanmark

Region Syddanmark har i aftes besluttet, at Falck tildeles ambulancekørslen i trekantsområdet og på Vestfyn. Dermed forsætter Falck også efter den 1.9.2025 med at varetage den præhositale opgave i Trekantområdet og på Vestfyn. Udover ambulancekørsel så dækker opgaven også over, liggende sygetransport samt bemanding af lægebil, akutbil og øvrige enheder i området.

I Reddernes Landsklub er vi meget positive overfor resultatet og tager det også som et stort skulderklap til alle vores kollegaer og medlemmer. Det vidner om en stor tilfredshed med det arbejde, der hver eneste dag leveres. Den nuværende kontrakt udløber til september næste år. Det er positivt, at der nu er kommet en afklaring ift. fremtidig jobs og arbejdspladser.

Med det nye udbud, så vil der også ske markante ændringer i hele Regionen. Der skiftes en lang række steder fra døgnvagt og til effektiv vagt. Denne omlægning vil naturligvis medføre nogen usikkerhed i den kommende tid. Vi vil fra vores side gøre alt hvad vi kan for, at understøtte de faglige repræsentanter på stationerne.

Der er i de kommende dage arrangeret informationsmøder i Trekantområdet. Her vil vi som Landsklub også være repræsenteret.

Vi vil løbende søge om og videreformidle informationer om konsekvenserne for kollegaerne. Hvis du eventuelt har spørgsmål til konsekvenserne, kan du kontakte din nærmeste leder eller tillidsrepræsentant, der vil hjælpe dig med at finde svar på dine spørgsmål.

Hurtig diagnose flyttes tilbage til Pension Danmark

Fra den 1. september vil det igen være Pension Danmark, der varetager vores ordning med mulighed for hurtig diagnose. Det er en løsning der har været hjemtaget i Falck, således vi som reddere skulle henvende os til Falck Healthcare, hvis vi vil anvende ordningen.

Frem til den 1.9 er det forsat sådan, at du skal henvende dig til Falck Healthcare. Efter den 1.9 skal du anvende Pension Danmarks hjemmeside.

Alle forløb der startes op frem til den 1.9 via Falck, vil blive afsluttet af Falck Healthcare – også selvom det forløber udover 1.9. Nye forløb skal startes via Pension Danmark.

Hvad er hurtig diagnose?
Med Hurtig Diagnose kan du få hurtigt svar på, hvad du fejler. Du får hjælp til, at finde en tid på et privathospital til undersøgelse. På denne måde kan du undgå den ventetid, der kan være, hvis du skal undersøges hos en speciallæge i det offentlige, eller venter på en tid til en scanning.

Resultaterne fra undersøgelser ved speciallæge eller eks. røntgen via Hurtig Diagnose, vil efterfølgende kunne danne baggrund for din videre behandling, i det offentlige sundhedssystem.

Du kan bruge Hurtig Diagnose, når du er blevet henvist af din egen læge til:

  • en speciallæge, fx en hudlæge, ortopædkirurg eller reumatolog
  • andre undersøgelser, f.eks. scanning, røntgen, ultralyd  eller en psykiater.

Fra den 1.9 får du adgang til Hurtig Diagnose via Pension Danmarks hjemmeside.

Ferie og sygdom – kend dine rettigheder

Sommertid er lig med ferietid. Derfor vil vi også lave en kort nyhed til dig der skulle være så uheldig at blive syg op til eller under din ferie.

For der er en række rettigheder som er vigtige at kende til. Dem har vi samlet herunder, så du kan søge vejledning. Du har nemlig ret til erstatningsferie, hvis du er syg når din ferie begynder og du kan have ret til erstatningsferie, hvis du bliver ramt af sygdom under ferien. Husk at du altid velkommen til, at tage fat på din tillidsrepræsentant eller lokale 3F afdeling ved tvivl.

  1. Du skal sygemelde dig til din arbejdgiver efter de regler, der gælder her.
  2. Du kan nu vælge, at aflyse hele din ferie og holde den på et andet tidspunkt. (placering aftales med arbejdsgiver)
  3. Hvis du har valgt at aflyse din ferie, genoptager du arbejdet, når du melder dig rask igen.
  4. Det er vigtigt, at din erstatningsferie bliver afholdt i samme ferieafholdelsesår.
  5. Du behøver ikke indhente en lægeerklæring, medmindre din arbejdsgiver beder om det. Arbejdsgiveren skal i de tilfælde betale for den.

Jeg er blevet syg under min ferie.
Hvis du bliver syg under din ferie så er det vigtigt, at du melder dig syg med det samme. Også selvom du forventer det kun er en eller 2 dage. I tilfælde af, at du samlet når mere end 5 sygedage i et ferieår, så vil du have ret til erstatningsferie, for dagene udover 5 feriedage/sygedage.

  1. Du skal melde dig syg, første dag du er syg.
  2. Du skal selv fremskaffe dokumentation for at du er syg. Dette via en lægeerklæring. Gælder også hvis du er i udlandet.
  3. Når du har været syg i mere end 5 dage af din ferie, vil de efterfølgende sygedage blive om konverteret til erstatningsferie – til senere afholdelse.
  4. Hvis du bliver rask igen under din ferie, så skal du meddele det til din arbejdsgiver og fortælle om du ønsker, at holde den resterende del af din ferie eller afvikle den senere. Du har ikke krav på, at kunne placere din erstatningsferie i forlængelse af din oprindeligt planlagte ferie.
  5. Det er vigtigt at din erstatningsferie bliver afholdt i samme ferieafholdelsesår.

Der kan findes mere information om dine rettigheder via Borger.dk

Den liggende sygetransport skal ikke bruges til 112-opgaver

Den liggende sygetransport har i høj grad aflastet en presset ambulancetjeneste de senere år. Men nu er der behov for at få trukket en streg i sandet. For vi ser med bekymring på, at Regionerne i stigende grad forsøger at udnytte den liggende sygetransport til endnu flere opgaver. Senest er flere Regioner begyndt at anvende de liggende patienttransporter til opgaver, hvor en patient har ringet 112, men hvor ventetiden på en ambulance bliver lang.

Det er et skråplan og skal stoppes øjeblikkeligt. Det er ikke rimeligt overfor hverken reddere eller patienter. Det er ikke rimeligt at sende mennesker ud til 112-opgaver, når personerne ikke har en tilstrækkelig uddannelsesmæssig baggrund.

Redderne i den liggende sygetransport yder en fantastisk indsats hver eneste dag og de er enormt dygtige til deres arbejde. Hvis der forsat skal flyttes flere opgaver til den liggende sygetransport, så forudsætter det, at vi får lavet en reel og ordentlig uddannelse. Som det er i dag, så er der krav om et 4 ugers AMU-kursus, for at kunne arbejde med patient befordring. Men i takt med, at der flyttes flere opgaver, hvor der også af og til er behandlingsbehov for patienterne, så skal der en formel uddannelse til.

Det siger jo sig selv, at når redderne i dag får et 4 ugers kursus i ”Ikke-behandlingskrævende liggende patientbefordring” – så har de ikke de korrekte forudsætninger, til at løse opgaver, hvor Regionernes AMK-vagtcentraler har vurderet, at der er behov for en ambulance uden udrykning. Uagtet at Regionerne også samtidig afsender en ambulance, som forventeligt har en lang responstid, så er det her en helt forkert vej at gå. For det sender redderne ud i en urimelig situation, når de kommer frem til patienten.

Vi vil altid bakke op om og søge løsninger, således den liggende sygetransport kan anvendes bedst muligt i samspil med ambulanceberedskaberne. Vi ser også meget positivt på, at den liggende sygetransport skal kunne udføre flere opgaver. Men vi ønsker at der kommer et nationalt politisk fokus på området, så vi kan få lavet en formel erhvervsuddannelse for liggende sygetransportreddere.  Derudover ønsker vi, at hele området bliver reguleret via en bekendtgørelse, som det kendes fra det præhospitale område.

I morgen starter årets Folkemøde, hvor emnet her vil blive taget op. Det sker, når Reddernes Udviklingssekretariat afholder åbningsdebatten – Er vi ved at skabe en discountambulance, i det fælles sundhedstelt kl. 13:00. Her deltager vores formand, Stefan Fyhn også i debatten.

Er du på årets Folkemøde, så kig endelig forbi. 

Lav gratis testamente via Pension Danmark

Som en del af vores arbejdsmarkedspension i Pension Danmark, har vi en gratis mulighed for at oprette et testamente. Det er muligt via et samarbejde mellem Pension Danmark og online advokatfirmaet LEXLY.

Udarbejdelsen af selve testamentet sker online, hvor der også er mulighed for at få juridisk rådgivning. Din eneste udgift er gebyret på 300,- kr. til notaren, som gør testamentet juridisk bindende.

For at få adgang til den gratis mulighed, så er det vigtigt at du logger ind på Pension Danmarks hjemmeside først. Herefter kan du gå ind under fanen livssituationer og vælge testamente. Du kan herefter trykke på knappen “Opret testamente hos Lexly”.

Når du kommer ind på Lexly’s hjemmeside, så vil du her have en mulighed for at oprette et gratis testamente. Du kan gøre det i samråd med en jurist hos Lexly.

Du finder vej til Pension Danmark via hjemmesiden www.pension.dk

Forlig med Falck om løn træk – 2023

I starten af 2023 blev en række af vores medlemmer trukket i løn, grundet nogle fejl på lønsedlerne i 2022. Her var der ved udbetaling af ekstravagter ikke sket en modregning i lønnen på lønsedlen som der skulle. I den forbindelse blev de pågældende medlemmer trukket i løn, i starten af 2023.

På den baggrund blev der rejst en række sager mod Falck, da vi mente at vores medlemmer ikke havde nogle forudsætninger for at kunne opdage fejlen på lønsedlen. Derfor mente vi også, at de pågældende reddere havde modtaget lønnen i god tro.

Efter nogle gode drøftelser med Falck, har vi nu indgået et forlig i sagen. Vi har identificeret 8 af vores medlemmer, der uretmæssigt var blevet trukket i lønnen. Disse 8 får med udgangen af maj måned tilbagebetalt det beløb de var trukket. Vi har sendt information til de af vores medlemmer det drejer sig om.

Samtidig har vi aftalt en ny procedure for løn træk med Falck. Fremover skal der ske information til den pågældende redder om et forestående løn træk, således den enkelte har mulighed for at gøre indsigelse mod det.

Vi er glade for at sagen nu er afsluttet til vores fordel.