Forlig med Falck om løn træk – 2023

I starten af 2023 blev en række af vores medlemmer trukket i løn, grundet nogle fejl på lønsedlerne i 2022. Her var der ved udbetaling af ekstravagter ikke sket en modregning i lønnen på lønsedlen som der skulle. I den forbindelse blev de pågældende medlemmer trukket i løn, i starten af 2023.

På den baggrund blev der rejst en række sager mod Falck, da vi mente at vores medlemmer ikke havde nogle forudsætninger for at kunne opdage fejlen på lønsedlen. Derfor mente vi også, at de pågældende reddere havde modtaget lønnen i god tro.

Efter nogle gode drøftelser med Falck, har vi nu indgået et forlig i sagen. Vi har identificeret 8 af vores medlemmer, der uretmæssigt var blevet trukket i lønnen. Disse 8 får med udgangen af maj måned tilbagebetalt det beløb de var trukket. Vi har sendt information til de af vores medlemmer det drejer sig om.

Samtidig har vi aftalt en ny procedure for løn træk med Falck. Fremover skal der ske information til den pågældende redder om et forestående løn træk, således den enkelte har mulighed for at gøre indsigelse mod det.

Vi er glade for at sagen nu er afsluttet til vores fordel.

Indsamling af ønsker til OK25

Med et år tilbage af vores nuværende overenskomst, er tiden nu kommet til at starte indsamling af ønsker til OK25. Du kan indsende dine ønsker på mange måder, men for at gøre det let for dig vil vi i Reddernes Landsklub gerne være tovholder på det.

Derfor har vi igen lavet en OK25 side, hvor du som medlem kan indsende dine ønsker til overenskomstforhandlingerne næste år. Du finder siden via linket herunder eller under fanen Reddernet øverst på siden.

Vi spiller en aktiv rolle i forhandlingerne af din overenskomst. Når ønskerne er samlet ind, så vil vi tematisere dem. Herefter nedsættes der en række arbejdsgrupper med tillidsvalgte fra hele Danmark, som så skal gennemgå og drøfte de mange ønsker.

Tak fordi du giver din mening til kende og indsender dine ønsker. Det har vi i høj grad brug for.

Forlig med Falck omkring særlig opsparing

Den 30. juni 2023 modtog du, som Falck ansat, et brev i din e-Boks vedr. særlig opsparing. Her har Falck orienteret omkring, at de pr. 1.9.2023 ville ændre praksis omkring den særlige opsparing. Hidtil har der været indbetalt til særlig opsparing for den løn du har modtaget alle årets 12 måneder, inklusiv den løn du modtager når du holder ferie. Du har i dag modtaget et nyt brev med en ændring til den oprindelige skrivelse. Dette på baggrund af indsigelse fra RL m.fl.

I overenskomsterne står det beskrevet, at særlig opsparing skal indbetales for den ferieberettige løn. Derfor mener Falck det er en fejl, at de indtil nu har indbetalt særlig opsparing for den løn vi har modtaget under ferieafvikling. Vi har været i en god dialog med Falck omkring dette i hele forløbet, både før og efter udsendelsen af den oprindelige skrivelse.

Vi har påberåbt os mulighed for, at undersøge sagen nærmere, hvorfor vi fremsendte en henvendelse til Falck den 29. august. Vi mener i RL, at der er givet forkert opsigelsesvarsel på den kutyme som der er opstået. Vi anerkender dog, at den praksis der har været udført indtil nu, er i strid med overenskomsten. Dette grundet, at der ikke skal indbetales særlig opsparing af den løn vi modtager under ferieafvikling. Vi mener dog ikke, at Falck kan opsige denne kutyme med mindre end 3 måneders varsel. Derfor har vi sammen med Landsklubben for HK ansatte, fysioterapeuter- og ergoterapeuterne gjort indsigelse overfor Falck.

På baggrund af gode drøftelser er vi nået til enighed med Falck omkring, at de i stedet opsiger kutymen med 3 måneder frem for de oprindelige 2 måneder. Det har betydning for alle de, som har afholdt ferie i september måned. Her vil de forsat modtage særlig opsparing af den løn, der er modtaget under ferieafvikling. Således vil der først ske ny praksis fra den 1. oktober 2023 og frem.

Vi har fået hele sagen vurderet juridisk ad flere omgange. Her er der enighed om at kutymen er overenskomststridig. Derfor kan den opsiges med passende varsel. Vi mener i RL, at et passende varsel er samme varsel som der skal gives ved opsigelse af lokalaftaler. Derfor har vi ønsket at beskytte denne bestemmelse ved at rejse sagen.

Vi er glade for at der er fundet en løsning på dette og at vi har kunnet arbejde rigtig godt sammen på tværs af de respektive organisationer, der er repræsenteret i Falck.

Ferie med løn eller feriegodtgørelse

Snart begynder et nyt ferieår og dermed er der også mulighed for at meddele sin arbejdsgiver, hvis man ønsker feriegodtgørelse for det kommende ferieår, fremfor ferie med løn. Dette gælder dog ikke for reddere ansat under Falcks overenskomster. For reddere der er på overenskomsten i det tidligere Responce område og i PreMed, så er muligheden der – men er det en god idé eller ej? Det afhænger meget af om du ved, at du kommer til at arbejde meget over og have mange overtidsvagter.

Ifølge ferielovens §16 stk. 3, så kan en lønmodtager før et ferieårs start afstå fra at få ferie med løn og ferietillæg og i stedet modtage en feriegodtgørelse på 12% af lønindtægten. Her indbetales pengene så til feriekonto. Når lønmodtageren afholder ferie, vil der ske efterfølgende løntræk og derefter udbetaling fra feriekonto. Dette kan muligvis være fordelagtigt for dig, der har rigtig meget overarbejde og mange ekstravagter. Vi har lavet nogle eksempler på forskellene nedenfor. Du skal være logget ind for at se dem.

I Reddernes Landsklub vil vi altid anbefale dig, at du fastholder ferie med løn, da dette er den sikreste løsning for dig som lønmodtager. Hvis du derimod er sikker på at du kommer til at have meget overarbejde og en forøget indkomst fra den samme arbejdsgiver, så kan der være en økonomisk fordel ved at vælge feriegodtgørelse. Men det forudsætter at du med sikkerhed kommer til at have en stor mængde ekstra arbejde.

I overenskomsterne for Falck i provinsen og CF området er det beskrevet, at ferielovens §16 stk. 3 ikke finder anvendelse, hvorfor en redder inden ferieårets start ikke kan anmode om feriegodtgørelse frem for ferie med løn. Ferieloven giver mulighed for at overenskomster gan fravige visse bestemmelser i overenskomsterne. Reddere der er ansat i det tidligere Responce område og på PreMed overenskomsten kan dog godt anmode om feriegodtgørelse, fremfor ferie med løn.

Herunder kan du se eksempler på om det kan være fordelagtigt for dig.

Hvis du ønsker at overgå til feriegodtgørelse og feriekort, skal du inden den 1.9.23 give skriftlig besked til din arbejdegiver. Dit valg er bindende for den kommende ferieår.

Her kan du se to eksempler på ferielønninger. Der kan være en økonomisk gevinst ved at overgå til feriegodtgørelse på de 12%.

Dette indhold er forbeholdt vores medlemmer. Venligst log ind for at se indholdet.

Læs mere om medlemsforbeholdt materiale på redder.dk.



Husk muligheden for ekstraordinær indbetaling til Pension Danmark

Alle har mulighed for at indbetale ekstra til sin pension. Det kan som udgangspunkt gøres på følgende tre måder.

  1. Reserver en procentsats af din særlige opsparing, som Falck indbetaler direkte for dig
  2. Opret en månedlig betalingsoverførsel til Pension Danmark
  3. Overfør et engangsbeløb til Pension Danmark

I år må du sætte følgende beløb ind på de forskellige ordninger:

  • Ratepension: Maks 59.200 kr.
  • Aldersopsparing, mere end fem årtil folkepensionsalder: 5.500 kr.
  • Aldersopsparing, mindre end fem år til folkepensionsalder: 54.200 kr.
  • Livsvarig pension: Ingen grænse

I billedet til denne artikel, der kan du se hvordan og hvor du kan se hvor meget der er indbetalt på din egen pension. Det nemmeste er at downloade Pension Danmarks App. Det er på samme side hvor du også kan foretage din egen indbetaling.

Læs mere Husk muligheden for ekstraordinær indbetaling til Pension Danmark

3F og FOA indgår tilpasningsaftale med Region Midtjylland

Der er nu indgået aftale mellem 3F, FOA og Region Midtjylland om overgangen for personale i forbindelse med udbuddet.

Tillidsrepræsentanterne i region Midt er i samarbejde med 3F Transportgruppen lykkedes med at få Region Midtjylland til forhandlingsbordet i forbindelse med regionens planlagte overtagelse af ambulancedriften. 3F gik til forhandlingerne med ønsket om at sikre arbejdsmiljø og løn i en længere periode, end Lov om Virksomhedsoverdragelse foreskriver.

Resultatet er blevet en forhandlingsløsning, hvor parterne i fællesskab løfter FOAs overenskomst. Aftalen rækker ud over den potentielle midlertidige del af virksomhedsoverdragelsesloven og sikrer såvel permanente som midlertidige goder til berørte reddere, både for de nuværende og fremtidige ansættelser i Præhospitalet.

Her er ikke tale om en fagforeningskamp mellem forskellige fagforeninger. Her er tale et om et reelt løft af ansættelsesvilkår uanset tilhørsforhold i et samarbejde mellem de overenskomstbærende parter, der repræsenterer alle reddere i Danmark. Her demonstreres vigtigheden af at være organiseret i de overenskomstbærende fagforbund.

Aftalen giver en naturlig forventning blandt kollegaerne i Region Nord til en tilsvarende løsning. Vi ser derfor frem til en udmelding, der kan sikre ro i maven og tryghed for kollegaerne.

Læs mere 3F og FOA indgår tilpasningsaftale med Region Midtjylland

Falck har vundet kontrakt på siddende sygetransport

Falck har vundet siddende sygetransport i Region Hovedstaden for en 4 årig periode. Udbuddet har været skuet sammen af 11 delområder, som det var muligt at byde på, og Falck har vundet 8 af områderne.

Reddernes Landsklub er glade for den tillid, som Region Hovedstaden viser vores reddere ved at lade Falck varetagen opgaven, og vi ser det veloverståede udbud som en mulighed for at give redderne ro i maven efter den turbulente periode, de har været gennem. Samtidig giver det håb om, at Falck byder ind på og vinder andre områder inden for siddende sygetransport, således vi kan få endnu flere kolleger inden for området.

Ny aftale om samarbejdsorganisationen i Falck i Danmark

Falck og de faglige repræsentanter i hovedsamarbejdsudvalget (HSU) er blevet enige om en ny samarbejdsaftale. Aftalen afspejler den seneste ændring i Falcks organisation og lægger rammerne for samarbejdsudvalgene i Falck, herunder hovedsamarbejdsudvalget.

Aftalen indebærer oprettelsen af divisionssamarbejdsudvalg i de enkelte forretningsområder i Falck. De lokale samarbejdsudvalg aftales lokalt, og i mangel af enighed herom følges den nuværende samarbejdsaftale af 2006 mellem DA/LO.

Du kan snarest finde den nye aftale på Falcks interne netværk og finde mere information om den generelle samarbejdsaftale mellem DA/LO på Samarbejdsnævnet.