Der er nu indgået aftale mellem 3F, FOA og Region Midtjylland om overgangen for personale i forbindelse med udbuddet.
Tillidsrepræsentanterne i region Midt er i samarbejde med 3F Transportgruppen lykkedes med at få Region Midtjylland til forhandlingsbordet i forbindelse med regionens planlagte overtagelse af ambulancedriften. 3F gik til forhandlingerne med ønsket om at sikre arbejdsmiljø og løn i en længere periode, end Lov om Virksomhedsoverdragelse foreskriver.
Resultatet er blevet en forhandlingsløsning, hvor parterne i fællesskab løfter FOAs overenskomst. Aftalen rækker ud over den potentielle midlertidige del af virksomhedsoverdragelsesloven og sikrer såvel permanente som midlertidige goder til berørte reddere, både for de nuværende og fremtidige ansættelser i Præhospitalet.
Her er ikke tale om en fagforeningskamp mellem forskellige fagforeninger. Her er tale et om et reelt løft af ansættelsesvilkår uanset tilhørsforhold i et samarbejde mellem de overenskomstbærende parter, der repræsenterer alle reddere i Danmark. Her demonstreres vigtigheden af at være organiseret i de overenskomstbærende fagforbund.
Aftalen giver en naturlig forventning blandt kollegaerne i Region Nord til en tilsvarende løsning. Vi ser derfor frem til en udmelding, der kan sikre ro i maven og tryghed for kollegaerne.
Lov om virksomhedsoverdragelse
Med de seneste EU-domme på området i mente, har Reddernes Landsklub og 3F Transportgruppen haft den holdning at Lov om Virksomhedsoverdragelse skal finde anvendelse i forbindelse med regionernes overtagelse af ambulancedriften. Dette meddelte 3F Transportgruppen i starten af 2021 til Region Midtjylland. En møderække mellem parterne blev afholdt i marts og april. Dette har resulteret i en forhandlet løsning, der dækker overgangen for ambulance- og ST-personalet i forbindelse med overtagelsen.
Loven beskriver de forhold, der er gældende for den enkelte, hvis loven finder anvendelse. Hensigten med loven er at undgå, at medarbejdere oplever forringede vilkår i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. Denne hensigt om beskyttelse gælder typisk for den enkelte, der bibeholder vilkårene i sin overenskomst i hvert tilfælde indtil udløbet af indeværende overenskomstperiode, hvorefter virksomheden kan varsle ændringer i ansættelsesvilkårene.
Vi gennemgår herunder nogle af hovedpunkterne fra aftalen for medlemmer, ligesom aftalen i sin helhed kan hentes nederst på siden.
Ansættelse
Reddernes Landsklub finder det positivt, at de reddere, der er ansat på de berørte beredskaber, bliver tilbudt fortsat ansættelse. Dette bør give ro i maven og tryghed hos kollegaerne.
Anciennitetsdelen af aftalen betyder, at der ikke bliver tale om prøvetid i forbindelse med fortsat ansættelse ved regionen under aftalens betingelser.
Aflønning
Aftalen løfter aflønningen i form af et tillæg for de kollegaer, der har henholdsvis under 4 og 10 års anciennitet i ambulance og 6 år i ST. Dette gælder både i forbindelse med overdragelsen, men også ved ansættelser fremover.
Pauser
Der er indgået en regional målsætning om 75% afholdelse af pauseafviklingen for ambulancer og 85% på ST-biler i hele regionen. Desuden tilstræbes afviklingen af 2 pauser.
Tillidsrepræsentanter bliver inddraget i arbejdet med at tilsikre overholdelsen af målsætningerne.
Pension
Som en del af aftalen udarbejdes en formel aftale om, at reddere i nærheden af pensionsalderen individuelt kan fastholde PensionDanmark som pensionsselskab og dermed bibeholde de forsikringer der er tilknyttet hertil.
Elever
Ambulancebehandlerelever, der overgår til regionen får løftet aflønningen i deres 3. og 4. uddannelseår.