Reddernes Landsklub har valgt ny formand

Reddernes Landsklub har valgt ny formand

Bestyrelsen i Reddernes Landsklub har i går været samlet, hvor der er valgt ny formand. Stefan Fyhn er blevet valgt som ny formand i Reddernes Landsklub. Dermed afløser han Jørgen Knudsen, der har fungeret som konstitueret formand indtil nu. Bestyrelsen vil gerne takke Jørgen Knudsen for den indsats der er blevet udført, i perioden som konstitueret formand.

Der foreligger nu en stor opgave i Reddernes Landsklub, for at arbejde videre med de mange gode inputs der kom fra de tillidsvalgte på vores branche-konference på redderområdet forleden. Her blev det i høj grad italesat, at Reddernes Landsklub skal være det samlende organ, hvor alle faggrupper på redder overenskomsterne i Falck skal kunne se sig selv og være repræsenteret. 

Stefan Fyhn har været fællestillidsrepræsentant og bestyrelsesmedlem i RL siden 2015. Han er oprindelig uddannet fra Falck, hvor han startede som redderelev i 2011. Han har således været ansat i Falck hele vejen igennem sin tid som redder. Han er uddannet ambulancebehandler og indgår til dagligt på effektiv vagtform på stationen i Vejle. 

Selv udtaler Stefan Fyhn omkring valget:

”Jeg takker bestyrelsen for den opbakning der nu er givet mig som formand for Reddernes Landsklub. Jeg går til opgaven med stor ydmyghed, men også et kæmpe drive og gå på mod. For mig er det helt afgørende at vi sikrer, at Landsklubben favner og repræsenterer alle de faggrupper vi består af. Det gælder hele vejen rundt på redder området.”

Der pågår nu et arbejde hen over sommeren, med at få lavet en smidig overdragelse af formandsposten.