De seneste 3 dage har 54 tillidsvalgte været samlet på kursuscenter Laugesens Have i Videbæk. Konferencen er afholdt med deltagelse af både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, samt enkelte afdelingsrepræsentanter fra 3F.
På konferencen har vi berørt en lang række af emner. Mandagen gik hovedsageligt med at drøfte arbejdet frem mod overenskomstforhandlingerne i 2023. De temaer og ønsker der er kommet frem her på konferencen bliver nu sammenholdt med de ønsker der er indkommet fra medlemmerne.
Foruden OK23 har vi drøftet arbejdet frem mod udbudet i 2025, samt hvordan vi i højere grad kan blive endnu bedre til at arbejde proaktivt når Regionerne udarbejder mindstekravene i udbudsmaterialerne. Landsklubben vil blandt andet arbejde videre med vores anbefalinger til hvad Regionerne bør indtænke, når de laver udbudsmaterialerne fremadrettet.
Tirsdagen blev også brugt til at drøfte fremtiden for RL. Særligt i forhold til hvordan vi sikrer, at alle brancher har en stærk stemme i Landsklubben. De mange gode inputs mv. vil nu indgå i den proces som Landsklubben er i. Der var på konferencen stor enighed om, at der hurtigst muligst skal findes en valgt formand for Landsklubben.
Som afsluttende emne, drøftede vi arbejdsmiljøindsatsen samt hvordan vi på redderområdet får skabt en sund kultur og et godt arbejdemiljø. Særligt med fokus på den tendens der er i samfundet omkring krænkelser. Her handler det om at vi skal finde den rigtige balance i hvad der er sundt arbejdsmiljø og hvad der er upassende adfærd.
Bestyrelsen i Landsklubben takker alle for deltagelse i konferencen og ser frem til at vi mødes i 2023. Når datoen for konferencen er kendt, så melder vi den ud her på hjemmesiden.