I den senere tid er vi blevet gjort bekendt med, at den liggende sygetransport i højere grad bliver anvendt til opgaver, hvor der i første omgang burde have været sendt til ambulance til stedet. Der kan være mange årsager til, at der sendes en liggende sygetransport ud til patienten. Der skal dog hele tiden være fokus på, at få sendt de rigtige enheder og ressourcer til de rigtige patienter.
Som ansat i den liggende sygetransport, så har du også et ansvar og en pligt til at indrapportere utilsigtede hændelser. Når vi hører fra vores medlemmer, at de i stigende grad anvendes til opgaver hvor der burde have været sendt en ambulance i første omgang, så skal dette også afspejle sig i indrapportering af flere utilsigtede hændelser (UTH’ere).
Vi vil derfor gerne opfordre til, at du som ansat i den liggende sygetransport husker, at du skal indrapportere sådanne hændelser som en UTH. Når I sendes ud til patienter som åbenlyst har behov for en ambulance, så skal det indrapporteres som en UTH.
Alle, der udfører sundhedsfaglige opgaver i deres arbejde, har pligt til at rapportere UTH. Du kan læse mere om UTH på denne plakat som Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet. Du kan desuden indrapportere en UTH via hjemmesiden stps.dk/uth