Den liggende sygetransport skal ikke bruges til 112-opgaver

Den liggende sygetransport skal ikke bruges til 112-opgaver

Den liggende sygetransport har i høj grad aflastet en presset ambulancetjeneste de senere år. Men nu er der behov for at få trukket en streg i sandet. For vi ser med bekymring på, at Regionerne i stigende grad forsøger at udnytte den liggende sygetransport til endnu flere opgaver. Senest er flere Regioner begyndt at anvende de liggende patienttransporter til opgaver, hvor en patient har ringet 112, men hvor ventetiden på en ambulance bliver lang.

Det er et skråplan og skal stoppes øjeblikkeligt. Det er ikke rimeligt overfor hverken reddere eller patienter. Det er ikke rimeligt at sende mennesker ud til 112-opgaver, når personerne ikke har en tilstrækkelig uddannelsesmæssig baggrund.

Redderne i den liggende sygetransport yder en fantastisk indsats hver eneste dag og de er enormt dygtige til deres arbejde. Hvis der forsat skal flyttes flere opgaver til den liggende sygetransport, så forudsætter det, at vi får lavet en reel og ordentlig uddannelse. Som det er i dag, så er der krav om et 4 ugers AMU-kursus, for at kunne arbejde med patient befordring. Men i takt med, at der flyttes flere opgaver, hvor der også af og til er behandlingsbehov for patienterne, så skal der en formel uddannelse til.

Det siger jo sig selv, at når redderne i dag får et 4 ugers kursus i ”Ikke-behandlingskrævende liggende patientbefordring” – så har de ikke de korrekte forudsætninger, til at løse opgaver, hvor Regionernes AMK-vagtcentraler har vurderet, at der er behov for en ambulance uden udrykning. Uagtet at Regionerne også samtidig afsender en ambulance, som forventeligt har en lang responstid, så er det her en helt forkert vej at gå. For det sender redderne ud i en urimelig situation, når de kommer frem til patienten.

Vi vil altid bakke op om og søge løsninger, således den liggende sygetransport kan anvendes bedst muligt i samspil med ambulanceberedskaberne. Vi ser også meget positivt på, at den liggende sygetransport skal kunne udføre flere opgaver. Men vi ønsker at der kommer et nationalt politisk fokus på området, så vi kan få lavet en formel erhvervsuddannelse for liggende sygetransportreddere.  Derudover ønsker vi, at hele området bliver reguleret via en bekendtgørelse, som det kendes fra det præhospitale område.

I morgen starter årets Folkemøde, hvor emnet her vil blive taget op. Det sker, når Reddernes Udviklingssekretariat afholder åbningsdebatten – Er vi ved at skabe en discountambulance, i det fælles sundhedstelt kl. 13:00. Her deltager vores formand, Stefan Fyhn også i debatten.

Er du på årets Folkemøde, så kig endelig forbi.