Hvis du har modtaget en patientklage via Styrelsen for patientklager, så kan det være en god idé at læse denne side og vejledning. Vi har lavet en række værktøjer til dig, herunder guide og skabeloner til udtalelse og partshøring.
Hvert år modtager Styrelsen for patientklager mere end 3.000 klager over sundhedspersoner. Langt de fleste sager ender med, at der ikke gives kritik til sundhedspersoner. Det kan dog være en belastende oplevelse, at befinde sig i midt i en klagesag. Derfor er der en række muligheder for råd og vejledning i forløbet.
Sådan forløber sagsbehandlingen
Styrelsen for patientklager har lavet en hjemmeside og en video, der fortæller hvordan hele sagen behandles og afgøres. Du vil modtage selve klagen fra borgeren og de klagepunkter der er opstillet af medarbejderen i Styrelsen for patientklager. Du kan også se en oversigt over forløbet nederst på siden.
Udtalelse fra dig til sagen
Som en del af sagen vil du herefter få muligheden for, at komme med din udtalelse. Det er frivilligt om du vil lave en udtalelse eller ej. Hvis du er uenig i noget af det, der står i klagen, kan det være en god ide at lave en udtalelse. Det samme gælder, hvis du synes, at der er behov for at uddybe noget af det, der står i den journal du har lavet ved behandlingen. Vi har lavet en kort vejledning til dig, som du med fordel kan benytte dig af når du skal lave din udtalelse. Den finder du nederst på siden her.
Få hjælp til at lave din udtalelse
Det kan være en rigtig god idé, at få hjælp til at lave sin udtalelse. Der kan være behov for sundhedsfaglig sparring eller juridisk sparring. Der kan være klaget over selve behandlingen, men der kan også være klaget over et brud på tavshedspligt mv. I Falck har du mulighed for, at få sparring via Medical Office i Falck, din tillidsrepræsentant eller en kollega. Du kan også søge juridisk vejledning via din lokale 3F afdeling. Det er altid en god idé, at få andre til at hjælpe dig, da det kan være en svær situation at stå i selv.
Må jeg slå op i PPJ hvis jeg skal se min journal?
Du skal have adgang til den journal, der vedrører den aktuelle patientklage. Journalen tillægges meget stor værdi i en patientklage, hvorfor det er meget vigtigt at denne er fyldestgørende og udfærdiget korrekt. Da e journal oftest er skrevet i umiddelbar forlængelse af selve behandlingen, vil den være et stærkt og vigtigt dokument for, at vise hvad der er sket og gjort. Du må gerne slå op i PPJ på den aktuelle sag, der vedrører den episode som der er klaget over. Du skal huske, at anfører at du laver opslag grundet patientklage.
Vurdering af sagen ved en sagkyndig
Selve klagen samt din udtalelse og øvrigt materiale (journal, lydfiler, udtalelser m.v.) sendes nu til en sagkyndig. En sagkyndig er en sundhedsperson, der arbejder indenfor samme faggruppe. Det er altså ambulancebehandlere og paramedicinere, der er tilknyttet Styrelsen for patientklager. Styrelsen for patientklager stiller den sagkyndige en række spørgsmål samt beder om en vurdering af selve behandlingen. Her vurderes det om behandlingen eller journalføringen er i overensstemmelse med normen for almindeligt anerkendt faglig standard, eller om der er handlet under normen eller væsentligt under normen. Hvis den sagkyndige vurderer, at der ikke er handlet i overensstemmelse med normen, så vil du få sendt vedkommendes vurdering med en mulighed for at udtale dig til den.
Udtalelse/partshøring til den sagkyndiges vurdering
Hvis den sagkyndige vurderer, at du har handlet under normen eller væsentligt under normen, så har du mulighed for at kommentere på vedkommendes vurdering. Dette kaldes for en partshøring. Det kan være du er uenig eller mener, der er områder som er blevet misforstået. Det kan også her, være en rigtig god idé at få hjælp og sparring.
Afgørelse i disciplinærnævnet
Når alle sagsakter og udtalelser er kommet ind til Styrelsen for patientklager, så vil sagen blive forelagt disciplinærnævnet. Her behandles sagen af 5 nævnsmedlemmer, hvoraf de 2 medlemmer er repræsentanter fra den gruppe af sundhedspersoner, som sagen vedrører. 3F og FOA har således til sammen indstillet 4 nævnsmedlemmer med præhospital baggrund. 2 af disse medlemmer vil være med til at træffe afgørelsen. De øvrige 3 medlemmer udgøres af 1 dommer samt 2 lægmandsrepræsentanter. Det er repræsentanter fra patientforeninger eller lignende. Du kan ikke deltage i nævnsmøderne, da disse ikke er offentlige.
Hvor lang tid går der fra en klage er indgivet til der træffes afgørelse?
En klagesag kan strække sig over lang tid, hvilket også er en medvirkende faktor til, at det kan være en belastning. I 2024 var den gennemsnitlige behandlingstid på omkring 7 måneder fra klage til afgørelse.
Jeg har fået kritik i en patientklage – hvad nu?
Når disciplinærnævnet har behandlet sagen, så kan der være 3 udfald. Du modtager afgørelsen på sagen. Nævnet kan vurdere:
- at der ikke er grundlag for at udtale kritik,
- at der er grundlag for kritik
- at der er grundlag for kritik med indskærpelse.
I nogle tilfælde kan der ske det, at der gives kritik for mangelfuld journalføring selvom den oprindelige klage er blevet lavet på selve behandlingen. Der kan derfor godt ske det, at afgørelsen vil være, at der ikke gives kritik for selve behandlingen, men at der gives kritik for mangelfuld journalføring. Dette ses ofte hvis journalen ikke har været udført på en sådan måde, at det har været muligt at vurdere hvad der er sket på stedet. Her kan en udtalelse dog være medvirkende til, at der ikke gives kritik for behandlingen. Hvis du har fået kritik for den behandling du har givet, så vil de fleste sundhedspersoner tage det meget nært og blive påvirket af det – også psykisk. I Falck vil vi altid tage hånd om det og du opfordres derfor til at tale med din nærmeste leder, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller Medical Office i Falck. Det kan også være hvis du har et ønske om, at få faglig vejledning eller sparring, så du kan undgå lignende behandlingsklager i fremtiden.
Bryd tabuet om patientklager
Mange sundhedspersoner oplever det som meget pinligt, hvorfor de sjældent deler det med kollegaer eller deres arbejdsplads. Når der arbejdes med sundhedsfaglige opgaver og mennesker, så kan vi aldrig undgå at der vil komme klager. Derfor opfordrer vi til, at du som indklaget sundhedsperson søger hjælp og vejledning i forløbet. Det gælder både mens selve klagen behandles, men også når der er truffet en afgørelse. Det vigtigste er, at vi alle lærer af en evt. kritik og samtidig at du bliver hjulpet godt igennem hele forløbet.
Materiale til download
Vejledning til udfærdigelse af udtalelse.
Hvis du skal lave en udtalelse i en patientklage, så kan du bruge denne guide og vejledning. Du kan downloade guiden, hvis du er medlem og logget ind på hjemmesiden.
Skabelon til udtalelse
Brug denne skabelon, hvis du skal lave en udtalelse i en patientklage. Alt der står med rød skrift skal slettes inden du sender din udtalelse.
Skabelon til partshøring ift. den sagkyndiges vurdering af din behandling.
Brug denne skabelon, hvis du gerne vil komme med en kommentar til den sagkyndiges vurdering. Hvis den sagkyndige vurderer at du har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard, så vil du blive partshørt.
Oversigt: Sådan forløber en klagesag
Se hvordan en patientklage forløber. Oversigtsbillede der er lavet af Styrelsen for patientklager.