Undren over udbudsbeslutning i Region Syddanmark

Undren over udbudsbeslutning i Region Syddanmark

I 2018 udgav Danske Regioner rapporten ”Styrket konkurrence på ambulanceområdet”. Heri kom de med 18 anbefalinger til Regionerne om, hvordan der kan sikres mest mulig konkurrence inden for ambulancetjenesten. I Region Syddanmark er det nu besluttet, at ambulancetjenesten kun skal udbydes i ét af fire delområder. De øvrige 3 delområder, som Regionen selv administrerer via Ambulance Syd, skal ikke i udbud. Derfor mener vi, at Region Syddanmark nu går stik imod egne anbefalinger fra 2018.

Region Syddanmark ønsker ikke at sende ambulancetjenesten i udbud i deres egne områder, med argumentationen om at sikre redderne i Ambulance Syd tryghed. Derfor virker det underligt, at samme tryghed ikke allerede er sikret for redderne i Trekantområdet. Vi savner helt klare svar på, om Region Syddanmark agter at bringe lov om virksomhedsoverdragelse i spil, når ambulancetjenesten i trekantområdet sendes i udbud. Af Region Syddanmarks strategimateriale for ambulancetjenesten fremgår det ikke, hvor vidt lov om virksomhedsoverdragelse skal bringes i spil.

I Reddernes Landsklub mener vi, at det er en forfejlet opfattelse at sige, at der ikke kan laves et udbud fordi det skaber utryghed. Det er ikke udbuddet i sig selv der skaber utryghed, men måden det gøres på. Hvis ikke det sikres, at lov om virksomhedsoverdragelse bliver en del af udbuddet, så skabes der nemlig utryghed.

Alle reddere i Region Syddanmark gør et fantastisk stykke arbejde hver eneste dag og alle fortjener tryghed i deres ansættelse og arbejdsvilkår. Alt dette kan sikres igennem en udbudsproces, men det kræver politikerne vil det. Det glæder os at der skal sikres tryghed igennem processen og vi har en klar forventning om at politikkerne også ønsker at skabe tryghed for redderne i Trekantområdet. Derfor er vores klare opfordring og forventning, at lov om virksomhedsoverdragelse bringes i spil.

Nedenfor kan du se anbefaling 15, 16 og 17, som vi mener Region Syddanmark ikke lever op til ved deres beslutning.

Vi opfordrer Region Syddanmark til at lave et generelt udbud for hele regionen. Region Syddanmark/Ambulance Syd skal naturligvis byde ind på opgaven på lige vilkår med de private leverandører og lov om virksomhedsoverdragelse skal være et element i udbuddet. På den måde sikres der både tryghed og konkurrence.

Anbefaling nr. 15
Regionerne udarbejder kontrolberegning/kontrolbud og i den forbindelse gennemfører en fælles regional proces om forudsætningerne for beregningerne (vagtformer, takster mv.)

Anbefaling nr. 16
Regionsrådene opfordres til at tilkendegive politisk inden udbuddet, at man er klar til at hjemtage, hvis regionen selv kan varetage opgaven bedst og billigst.

Anbefaling nr. 17
Regionerne arbejder med muligheden for selv at agere konkurrencefremmende aktør ved egen drift af en del af ambulanceberedskabet.

Kilde: STYRKET KONKURRENCEPÅ AMBULANCEMARKEDET, Afrapportering fra regional arbejdsgruppe vedrørende ambulanceudbud og styrket konkurrence på ambulanceområdet, Oktober 2018