Flextrafikken er på slingrekurs

Flextrafikken er på slingrekurs

DR Kontant har i dag sendt første af to afsnit, der sætter fokus på forholdene i den danske flextrafikordning, som blandt andet transporterer handicappede, syge og andre udsatte borgere. Selvom mange i branchen længe har været klar over, at området er under pres, afslører programmet en række alvorlige episoder, som peger på en udvikling i den helt forkerte retning.

Trafikselskaberne har ansvaret for kørslen, men sender opgaverne i udbud, hvor prisen ofte er det eneste reelle konkurrenceparameter. Resultatet er, at vognmænd presses til at underbyde hinanden for at vinde kontrakterne. Når prisen presses i bund, følger kvaliteten desværre alt for ofte med.

Det er netop den virkelighed, DR Kontant tegner et bekymrende billede af.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at syge, svækkede og udsatte borgere risikerer at blive mødt af mangelfuld service og uacceptable forhold i en ordning, som netop skal hjælpe dem.

Derfor er der brug for handling.

Vi mener, at trafikselskaberne skal tage et langt større ansvar for kvaliteten i kørslen. Det kræver mere kontrol, skærpet tilsyn og løbende kvalitetskontroller af både virksomheder og chauffører. Der skal blandt andet være styr på kørekort, kursusbeviser, overholdelse af arbejdstidsregler og gældende overenskomster.

Samtidig bør kravene til at etablere og drive virksomheder inden for flextrafik skærpes, når det handler om transport af samfundets mest sårbare borgere.

Vi kan og skal gøre det bedre. Vores udsatte medborgere fortjener en tryg, værdig og professionel transport.

Nu er det tid til, at der bliver taget fat på problemerne. Ikke mindst af den nye transportminister.

Her kan du finde seneste afsnit af DR kontant