I disse dage er Reddernes Landsklub til stede på Langsøhus i Silkeborg, hvor der dagene igennem afholdes kursus omhandlende 3Fs overenskomst med Responce. Underviserne på kurset er forhandlingssekretær Flemming Overgaard og fællestillidsrepræsentant Stefan Fyhn Gregersen.
Kurset sætter fokus på overenskomstmæssige forhold og indeholder, udover fakta, gode debatter med udgangspunkt i både historiske forhold, nutidens udfordringer og ønskerne til fremtidens overenskomst. Kursisterne arbejder med en generel gennemgang af overenskomsten og går desuden i dybden med cases, ligesom der tages højaktuelle emner til debat.
I sidste uge afsluttede man de regionale indsamlinger af overenskomstønsker hos de Responce ansatte, hvorfor der i høj grad også bruges tid på kurset til at gennemgå de mange forslag. Deltagerne på kurset er tillidsrepræsentanter fra både Responce i Region Midtjylland og – Syddanmark. Herudover er der deltagelse fra to lokale 3F afdelinger.
Kurset i år har særligt fokus på forskellene mellem de to overenskomster for Falck og Responce, ligesom der er stort fokus på hvilke områder der bør rettes fokus på ved de kommende overenskomstforhandlinger. Kurset forløber over 3 dage, og slutter således i morgen onsdag. Indtil da gennemgås bestemmelser om arbejdstid, udregning af årsnorm og genetillæg, ligesom der ses på den nye ferielov og forskelige vagtformer.
Reddernes Landsklub anbefaler alle tillidsvalgte til, at deltage på de årlige overenskomstkurser for hhv. Falck- og Responceoverenskomsterne. Den 20. december 2018 bragte vi nyheden; “Kurser værd af huske i 2019”, om alle årets kurser. Du kan således læse meget mere om hvornår der afholdes overenskomstkurser i 2019 for Falck i provinsen og for CF området i København.