Mandag d. 20. august udgav Region Midtjylland regionsrådsformandens budgetforslag 2019/20.
I forslaget kunne læses, at man ønsker at nedlægge de 3 akutbiler i Tarm, Ringkøbing og Skive. I samme omgang foreslåes det, at opgradere 3 døgndækkede ambulancer til såkaldte paramedicinerambulancer. Reddernes Landsklub ser positivt på forslaget om, at der opgraderes med en paramediciner på ambulancer i Tarm, Ringkøbing og Skive.
Man vil desuden søge en dispensation til at kunne bemande paramedicinerambulancerne med anæstesisygeplejersker. Vi stiller os imidlertidig undrende og skeptiske overfor en ansøgning om dispensation. Der er, os bekendt, ikke ubesatte stillinger i ambulancetjenesten i Region Midtjylland, hvorfor mandskabsmangel ikke kan være et argument for at søge dispensation.
Ambulancepersonalet er i dag yderst kompetente og har en specialiseret praktisk uddannelse, med en høj sundhedsfaglig overbygning, direkte møntet på det præhospitale område. Det kan man ikke dispensere sig til.
Ambulancepersonalet er yderst kompetente
I budgetforslaget fremføres, at “Ambulancepersonale har i dag sundhedsfaglige kompetencer og avanceret udstyr i langt højere grad end tidligere.”
Ambulancepersonalet er netop særligt uddannet til at navigere og agere i det præhospitale miljø uden for landets hospitaler. Igennem de sidste årtier har ambulancens udstyr og ambulancepersonalets uddannelse gennemgået en ekstrem opgradering, til gavn for landets borgere. Fra 2019 bliver uddannelsen til ambulancebehandler desuden løftet op til at have en varighed på 3½ år. Samtidig med indføres der formentlig en autorisationsordning for ambulancebehandlere og paramedicinere.
Den 10. april sidste år, udsendte Region Midtjylland desuden en rapport, omhandlende patienternes oplevelse af den præhospitale indsats. Denne rapport viste blandt andet, at tilfredsheden er særlig høj på spørgsmålene vedrørende ambulancepersonalets personlige og faglige kompetencer.
Ambulancepersonalet er dén specialiserede faggruppe, der er uddannet til at håndtere de situationer, der opstår præhospital.
Præhospitalt uddannet personale i ambulancerne
Det præhospitale område er noget helt specielt. Derfor skal ambulancerne bemandes med personale, der har en specialuddannelse indenfor dette komplekse område. Ambulancepersonalet er i dag yderst kompetente og har en specialiseret praktisk uddannelse, med en høj sundhedsfaglig overbygning, direkte møntet på det præhospitale område. Det kan man ikke dispensere sig til.
Redderens Landsklub er altid tilgængelig for yderligere info eller kommentarer på info@redder.dk eller direkte til formanden, Jacob Guldberg, på formand@redder.dk.