Falck startede før jul et elevhold op på integrationsuddannelsesordningen (IGU). Denne ordning blev aftalt ved trepartsforhandlingerne i foråret 2016 og er i Falck udmøntet som en uddannelse til at køre liggende sygetransport.
Reddernes Landsklub oplever i øjeblikket en stor interesse og spørgelyst fra kollegaer og tillidsrepræsentanter omkring IGU. Vi har derfor samlet relevant information om ordningen på redder.dk.
Elever på IGU-uddannelsen aflønnes efter gældende elevlønssatser når eleven ikke har skoleundervisning og alle overenskomstmæssige arbejdsvilkår skal overholdes. Eventuelle brud på overenskomsten undersøges som vanligt gennem det faglige system ved hjælp af tillidsrepræsentanten.