§ 1. Klubbens navn
- Klubbens navn er Reddernes Landsklub.
- Klubbens sekretariat er officiel adresse for Reddernes Landsklub.
§ 2. Klubbens formål
- At samle alle, der arbejder inden for de arbejdsområder, der naturligt hører ind under de mellem 3F og DE gældende overenskomster for 3F-medlemmer ansat i Falck Danmark A/S og Responce A/S, til forbedring af løn og arbejdsforhold.
- At understøtte tillidsvalgte på stationerne samt deltage med bestyrelsesrepræsentanter i reddermøder. At samarbejde med ansatte, der arbejder under tiltrædelsesoverenskomster under de i § 2. stk. 1. nævnte overenskomster og samarbejde med andre organisationer under LO og FTF, der er beskæftiget med tilsvarende arbejde.
- Internationalt: At samarbejde med alle, som klubbens bestyrelse finder relevante, for at fremme reddernes interesser.
§ 3. Medlemskab
- Alle, der arbejder under de i § 2. stk. 1 nævnte overenskomster, og som er medlem af Fagligt Fælles Forbund (3F) eller Chaufførernes Fagforening København (CF), kan optages som medlemmer af klubben.
- Udmeldelse af klubben skal ske via stationens tillidsvalgte. Ved udmeldelse mistes alle rettigheder i forhold til klubben fra den dato, hvor udmeldelsen er fremsendt.
- Overgår et medlem til et arbejdsområde uden for de i § 2. stk. 1. omhandlende overenskomster, betragtes medlemmet som udmeldt fra den dato, hvor arbejdet i det nye arbejdsområde påbegyndes. Undtaget fra ovenstående er medlemmer, der er på lovbestemt orlov.
- Medlemmer, der går på efterløn, pension eller orlov, kan fortsætte som passive medlemmer med ret til at deltage i klubbens medlemsmøder og årsmødet, dog uden stemmeret.
§ 4. Kontingent
- Kontingent fastsættes på årsmødet. Bestyrelsen er forpligtet til at fremkomme med forslag til kontingent på grundlag af det af bestyrelsen udarbejdede budget.
- Kontingent opkræves som udgangspunkt over lønnen. Den administrative procedure aftales mellem klubbens kasserer og arbejdsgiver. Kontingent til passive medlemmer opkræves direkte ved medlemmet.
- Ved udmeldelse betales indbetalt kontingent ikke tilbage.
- Medlemmer, der hidrører under §3. stk. 4, indbetaler halvt kontingent.
§ 5. Klubbens ledelse
- Klubben ledes mellem årsmøderne af bestyrelsen.
- Klubbens bestyrelse består af fællestillidsrepræsentanterne og formanden.
- Brancheformanden for Falck-overenskomsten i Fagligt Fælles Forbund Chaufførernes Fagforening i Københavns branche 7 kan, hvis denne er falckredder, være tilforordnet bestyrelsen.
- Bestyrelsen kan tilforordne én eller flere arbejdsmiljørepræsentanter til et bestyrelsesmøde, såfremt bestyrelsen finder grundlag for dette.
- De valgte og de tilforordnede bestyrelsesmedlemmer skal være medlemmer af klubben.
- Bestyrelsen konstituerer sig selv på følgende måde:
- Formanden vælges på et bestyrelsesmøde i 4. kvartal i lige år. Næstformanden vælges på et bestyrelsesmøde i 4. kvartal i ulige år.
- Bestyrelsen udpeger internt eller eksternt en person til varetagelse af sekretærfunktionen, jf. protokollatet om sekretærbistand.
- Sekretæren deltager i bestyrelsesmøderne, men har ikke stemmeret.
- Bestyrelsen kan udpege en kasserer uden for bestyrelsen til at varetage kassererfunktionen. Denne person skal være medlem af klubben. Kassereren deltager i de relevante bestyrelsesmøder i forhold til dennes funktion. Kassereren har kun stemmeret, hvis denne er bestyrelsesmedlem.
- Hvis formanden eller et flertal i bestyrelsen fremsætter ønske om omkonstituering, finder dette sted på næste bestyrelsesmøde.
- Formanden vælges af bestyrelsen og skal ved valget være medlem af denne. Når formanden er valgt, ophører dennes hverv som fællestillidsrepræsentant, og der vælges en ny fællestillidsrepræsentant for den pågældendes område.
- Et bestyrelsesmedlem, der er forhindret i at deltage i et bestyrelsesmøde, kan lade sig repræsentere ved sin valgte stedfortræder, hvis denne er medlem af klubben.
Valget af stedfortræderen skal forud for mødet være meddelt formanden. - Bestyrelsen udarbejder selv forretningsorden for bestyrelsesmøderne. Klubben har ikke overenskomstmæssige beføjelser. Der foreligger dog en aftale mellem Fagligt Fælles Forbund (3F), Falck Danmark A/S og Responce A/S, om at klubben til enhver tid kan optage forhandlinger med Falck Danmark A/S og Responce A/S i forskellige spørgsmål, der ikke har overenskomstmæssige ændringer til resultat.
- Der skrives referat fra bestyrelsesmøderne.
§ 6. Årsmødet
- Årsmødet og medlemsmøder, der er indkaldt jf. §8., er klubbens øverste myndighed.
- Årsmødet afholdes hvert år i 1. kvartal.
- Indkaldelsen/informationer om ordinært årsmøde og medlemsmøder, der er indkaldt jf. § 8., meddeles medlemmerne mindst 30 dage inden mødet ved opslag eller annoncering i medlemsbladet. Sker indkaldelsen ved opslag, sender fællestillidsrepræsentanterne indkaldelsen/opslaget til de enkelte stationers tillidsrepræsentanter. Ved indvarsling/informationer om årsmødet/medlemsmøde i medlemsbladet er varslinger angivet i nærværende vedtægter opfyldt.
- Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet og medlemsmøder jf. § 8., skal være formanden i hænde senest 14 dage før mødet.
- Forslagene skal være fremsendt skriftligt og skal være motiverede. Mindst én af forslagsstillerne skal være til stede på mødet. I modsat fald bortfalder forslaget.
- Forslagene vedtages med almindeligt flertal. Vedtægtsændringer dog kun, hvis de godkendes med et flertal af klubbens medlemmer på årsmødet eller vedtages af et flertal af de fremmødte på næste ordinære årsmøde eller ekstraordinære medlemsmøde indkaldt jf. § 8.
- Adgang til årsmødet/medlemsmøder har kun medlemmer af klubben eller gæster inviteret af bestyrelsen, herunder repræsentanter fra Fagligt Fælles Forbunds (3F) afdelinger. Dirigenten kan lade gæster få ordet.
Fagligt Fælles Forbund (3F) har ret til at være repræsenteret ved møderne. - På årsmødet vælges bilagskontrollanter. Bilagskontrollanter vælges for 2 år ad gangen, én på lige år og én på ulige år. Der vælges på årsmødet suppleanter for bilagskontrollanterne for 1 år ad gangen.
- Indkomne forslag sendes til tillidsrepræsentanterne senest 7 dage før årsmødet/medlemsmøder indkaldt jf. § 8.
§ 7. Forretningsorden for klubbens årsmøde/medlemsmøder – indkaldt jf. § 8.
- Formanden, eller i dennes fravær næstformanden, åbner årsmødet/medlemsmødet og leder valget af dirigent. Dirigenten/meddirigenterne vælges med simpelt flertal.
- Dirigenten er formand for stemmeudvalget.
- Afstemninger om personer skal foregå ved skriftlig afstemning, hvis et af de tilstedeværende medlemmer fremsætter ønske herom.
Andre forslag sættes til skriftlig afstemning, hvis mindst 20 medlemmer ønsker dette. - Dirigenten konstaterer, om årsmødet/medlemsmødet er lovligt indvarslet jf. § 6.
- Dirigenten konstaterer, at dagsordenen til årsmødet mindst indeholder følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af stemmeudvalg
- Bestyrelsens beretning
- Regnskab
- Indkomne forslag
- Valg af bilagskontrollanter
- Valg af bilagskontrollantsuppleanter
- Dirigenten sætter punkterne til behandling i den anførte rækkefølge.
- Dirigenten skal give de indtegnede ordet i den rækkefølge, de har indtegnet sig.
Dirigenten kan dog give ordet uden for talerække for en kort bemærkning. - Dirigenten kan stille forslag om diskussionens afslutning med de indtegnede talere, ligesom han kan stille forslag om begrænset taletid. Formanden og forslagsstillere kan dog afslutningsvis få ordet.
- Ingen må tage ordet uden dirigentens tilladelse. De fremmødte skal rette sig efter dirigentens anvisninger og kan, hvis disse ikke følges, fratages ordet og evt. bortvises.
- Hvis et medlem ønsker ordet til forretningsordenen med angivelse af, til hvilket punkt i forretningsordenen ordet ønskes, skal ønsket straks imødekommes.
- Dirigenten kan suspendere årsmødet/medlemsmødet.
- Der føres referat over årsmødet/medlemsmødet.
§ 8. Ekstraordinært medlemsmøde
- Formanden eller et flertal af bestyrelsen kan forlange afholdelse af og indkalde til ekstraordinært medlemsmøde.
- Hvis mere end halvdelen af klubbens medlemmer fremsætter skriftligt krav om ekstraordinært medlemsmøde, skal bestyrelsen senest en måned herefter foranledige dette.
- Dagsordenen til et ekstraordinært medlemsmøde kan kun indeholde de punkter, der er begrundelsen for indkaldelsen.
- Medlemsmødet ledes som angivet i forretningsordenen for det ordinære medlemsmøde.
- Dirigenten skal afvise medlemsmødet, hvis halvdelen af de bestyrelsesmedlemmer, der har fremsat ønsket om afholdelse af medlemsmødet, ikke er til stede.
- Ligeledes skal medlemsmødet afvises, hvis ikke mindst 20% af de medlemmer, der har fremsat kravet, er til stede.
§ 9. Kassererens ansvar og pligter
- Kassereren fører, under ansvar over for bestyrelsen, regnskab over klubbens indtægter og udgifter.
- På årsmødet fremlægger kassereren regnskabet for det forløbne år i revideret og underskrevet stand. Til de fremmødte skal der være en kopi af årsregnskabet.
- Regnskabsåret er perioden fra og med den 1. januar til og med den 31. december.
- Kassereren udarbejder retningslinjer for administration, som godkendes af bestyrelsen, og som indgår i bestyrelsens forretningsorden.
- Kopi af årsregnskabet skal sendes til tillidsrepræsentanterne senest 7 dage før årsmødet.
§ 10. Bilagskontrollanternes pligter og rettigheder
- Bilagskontrollanterne gennemgår regnskabet mindst én gang om året. De kontrollerer bankkonti, kontantbeholdning, og om bilag er bogført korrekt.
Bilagskontrollanterne kan foretage mindst én uanmeldt kontrol af regnskab, bankkonti og kontantbeholdning. - Bilagskontrollanterne skal senest fjorten dage før årsmødet have gennemgået regnskabet, påtegnet evt. bemærkninger og underskrevet et eksemplar, som skal være tilstede på årsmødet.
§ 11. Opløsning af klubben
- Klubben kan opløses af årsmødet. Dog skal mindst 75% af deltagerne på årsmødet stemme for forslaget.
- Ved opløsning af klubben afgør årsmødet, hvordan klubbens midler skal anvendes.
Således vedtaget på Årsmødet den 14. marts 2019 i Slagelse.