Reddernes Landsklub byder Torkild Hedehus velkommen som ny fællestillidsrepræsentant ved Falck i Region Nord og dermed som bestyrelsesmedlem i Reddernes Landsklub.
Torkild er uddannet ambulancebehandler og fungerer som holdleder brand. Han har mange års erfaring som arbejdsmiljørepræsentant på st. Hobro, hvor han også siden 2012 har været tillidsrepræsentant på stationen og siden 2016 været suppleant for fællestillidsrepræsentanten.
Som følge af formandsskiftet i Reddernes Landsklub blev posten som fællestillidsrepræsentant i Region Nord ledig. Jobbet som FTR kræver fuld opbakning på hjemmefronten og som FTR-suppleant har Torkild haft mulighed for at drøfte for og imod med familien.
Det bliver en omvæltning, men jeg glæder mig til at kunne gå i dybden med de faglige sager og at kæmpe for kollegernes arbejdsforhold. Jeg synes, vi har et godt tillidsmandsteam her i Nord.
Privat har Torkild Hedehus og hustruen en søn på 29 år og en hjemmeboende datter på snart 12 år. Fritiden går blandt andet med det daglige familieliv samt camping – familien er faste gæster hos Råbjerg Mile Camping ved Skagen.